«Alle vil vera snille med homoane, men ingen vil vera homo sjølv» er eit sitat frå Kristin Fridtuns bok Homoflokar. Dette er ei ganske god oppsummering av kva hen diskuterer i den vesle boka som er ein del av serien Norsk røyndom.
Fridtun startar med eit historisk tilbakeblikk på korleis det har vore å vere skeiv i Noreg. Hen ser også på seg sjølv som ungdom og deler tankane sine om korleis hen fann ut av identiteten sin, og spør om korfor det framleis skal vere så vanskeleg å godta seg sjølv som skeiv. Hen kommenterer ein homodebatt som både engasjerer og provoserer.
Fridtun skriv også om korleis vi har det heterofile perspektivet i måten vi omtaler dei skeive på, kanskje vi ikkje er så tolerante som vi liker å tru, verken som privatpersonar eller som samfunn? Sjølv om Noreg held på å «vinne europameisterskapen i god homopolitikk», er det mange einskildmenneske som har vanskelege opplevingar og blir trakasserte, og som t.d. ikkje vågar å delta i ein prideparade.
Fridtun drøftar mange påstandar om og haldningar til homofili i samfunnet, korleis dei viser seg i kvardagshomofobien. Vi bruker metaforen «å kome ut av skapet» i daglegtalen, men Fridtun spør korleis han oppstod og korleis nokon blei plassert i skapet, og av kven?
Hen harselerer med skilnaden mellom dei av oss som karakteriserer oss som homovenlege og dei som er homofobe. Fridtun peikar også på kor lett det kan vere for oss i Vesten å vere kritiske til korleis muslimske land behandlar sine homofile, samstundes som ein kan tillate seg å kan vere kritisk til lokale homoaktivistar. Hen åtvarar mot å setje minoritetar opp mot kvarandre. Dette er ei bok som trengst i debatten, og som får oss til å tenkje over kva språk vi bruker og om vi verkeleg er så homovenlege når det kjem til stykket.
Utdrag frå boka: